Personlig profil

Jeg er født i 1955. Jeg er gift og har to voksne børn.

Jeg er vokset op i en dysfunktionel, og voldelig familie - det har præget mig igennem livet, men i stedet for at blive bitter begyndte jeg at være nysgerrig for at få mere at vide, om hvordan det hele hang sammen. Jeg begyndte allerede i sytten års alderen at læse psykologi o.l.

Jeg blev grebet af at kunne gøre en forskel ved at være til stede, selv når jeg mødte mennesker med massive problemstillinger, jeg fandt også hurtigt ud af, at for at hjælpe og støtte måtte jeg tilegne mig faglig viden inden for området, - jeg måtte blive prof. med hjertet på det rette sted.

Faglig læring er en løbende proces, man bliver aldrig færdig med at lærer, efterhånden som man møder forskellige udfordringer, så er der også behov for ny læring.

Jeg har igennem årene inden for det socialfaglige område lært, at der ingen fascistliste er, vi arbejder med enkelt individer, hvor hver enkelt er noget særligt.

Det gælder om at se det hele mennesker, og ikke kun de problemstillinger som er lettest at se, hvem kan ikke se en misbruger, en person med personlighedsforstyrrelser o.l. og derudfra dømme personen, - men hvad ligger der f.eks. bag misbruget - har misbruget en funktion?

Jeg ser tit misbruget som et symptom, på noget dybere liggende, som det hjælper at få bearbejdet, her tænker jeg ikke kun på kemisk misbrug (alkohol, stoffer, medicin o.l.), men også på bl.a. ludomani, arbejdsmisbrug, overdreven kontrol ved pårørende til misbrugere m.m.

Igennem årende har jeg mødt mange sårede personer, med disharmoni i sit indre, som styrer deres tanker og følelser. Der bliver brugt meget energi på at være i denne disharmoni. Ved at arbejde med sig selv, kan man genvinde energien og få en bedre sundhed.

Jeg ser mennesket som unikt, som noget særligt, som ikke skal ensrettes, derfor er det vigtigt at møde mennesket, hvor mennesket er.

Jeg ser det nødvendigt i mit arbejde, at have løbende supervision, ny viden og have en god terapigruppe, - hvor vi kan have erfaringsudveksling samt kvalificering af faglige udfordringer og få løbende egen terapi.

Dette har påvirket min tænkning i mit daglige arbejde, og jeg har fået lov at se at intet er umuligt i det arbejde – der er stadig et håb!